Tagine med lam, løg og figner

Tagine med lam, løg og figner

Her er en lækker opskrift på lammetagine fra En Vinpushers Kogebog II, en nem og varmende vinteropskrift. Lav en stor portion og gem resten i fryseren til en trist mandag.
4 Personer - Arbejdstid: 25-30 min.
6 grønne kardemommekapsler
4 nelliker
1 stang kanel
1 tsk spidskommenfrø
1 tsk korianderfrø
smør og olivenolie
150 g skalotteløg delt i halve eller kvarte
500 g lammekød i store tern (gerne fra kølle eller skank)
hvedemel
3 fed knust hvidløg
100 g tørrede figner
1,5 dl rødvin
5 dl kalve/oksebouillon
salt og peber
Fremgangsmåde:
Rist kardemomme, nellike, kanel spidskommen og koriander 2 min i en tør støbejernsgryde eller anden ovnfast gryde. Tag krydderierne op og stød dem i en morter eller minihakker. Sauter derefter skalotteløgene i samme gryde med lidt olivenolie, tag dem op, når de er blevet gyldne. Vend lammeternene i hvedemel og ryst alt overskydende mel af. Brun halvdelen af kødet i en blanding af olivenolie og smør, og brun derefter den anden halvdel. Tilsæt hvidløg, løg, figner, de stødte krydderier, rødvin, bouillon, salt og peber. Stil gryden i en 150 grader varm ovn, og lad det hele simre under låg i 2½ time.
Tips og tilbehør
Lav endelig dobbelt eller firdobbelt portion og frys de ekstra portioner ned.
Server groft brød, pitabrød og/eller bulgur/tabouleh til
Vin:
Drik en solmoden, letkrydret og ikke for fadpræget rødvin til. Det kunne være Inopia 2016 fra Wine Mail #1 eller en anden god vin fra Sydrhone eller en tempranillo domineret spansk rødvin uden for meget (Crianza eller Joven)
Tilbage til blog