Vinpusheren
Vinpusherens Vintersalater 2019 #1 - Bagt butternut, brændt grønkål, syltede løg

Vinpusherens Vintersalater 2019 #1 - Bagt butternut, brændt grønkål, syltede løg

Så er den første af de helt nye opskrifter fra Vinpusheren landet, jeg arbejder lidt med fyldige og vintervarmende salater for tiden, stay tuned for flere spændende, lækre og nemme opskrifter.

Bagt butternut, brændt grønkål, syltede løg
Hovedret til 2 personer, som tilbehør til 4 personer
- arbejdstid 25-30 min

1 butternut squash
1 rødløg
150 g frisk grønkål
1 håndfuld valnødder
Olivenolie
2 spsk Æblecidereddike
1 tsk sukker
Salt og peber

Halver butternut squashen og fjern kernerne, placer på en bradepande, krydr godt med salt og peber og dryp overfladen med olivenolie. Bag butternut squashen 40-50 min ved 200 grader varmluft, den skal tage farve og være mør uden at være mushy. Snit i mellemtiden rødløget tyndt, drys med 1 tsk salt og sukker og vend løgene med eddikken. Lad dem trække til de skal bruges. Tag den bagte butternut squash ud og lad den køle lidt ned inden skal/skindet fjernes. Fjern stænglen fra grønkålen og riv den i små stykker, placer på en bradepande med bagepapir, dryp med olie og drys med salt. Grill nu grønkålen under en helt varm grill i ovnen, til grønkålen begynder at blive sort i kanterne og tag den ud når det sker.

Skær butternut squashen i store grove stykker og anret på et fad, krydr med lidt ekstra salt og peber. Anret grønkål, valnødder og syltede løg ovenpå og dryp olivenolie over det hele.

Tips og tilbehør: En cremet feta eller mozzarella fungerer også godt i salaten, som sagtens kan spidses alene. Den fungerer også godt som tilbehør til stegt andebryst, confiteret andelår, helstegt kylling eller svinemørbrad med bacon.

Vin: Sødmen i butternut squashen kalder på en fyldig og lidt fed hvidvin, gerne Chardonnay eller Pinot Gris, men salaten fungerer også godt til frugtige, sødmefulde og letkrydrede rødvine fra det sydlige Rhône som den fremragende Inopia 2016 fra Saouma.