Vinpusheren
Weingut Michel – tysk ydmyghed og grundighed

Weingut Michel – tysk ydmyghed og grundighed

Josef Michel bruger ikke store armbevægelse, han oversælger ikke varen selv om han i en lang årrække har været blandt Badens og hele Tysklands bedste producenter af både rød- og hvidvine.

Hvor: Winzerweg 24, 79235 Vogtsburg im Kaiserstuhl, Baden, Tyskland
Josef og Cornelia Michel bor et af de mest episke steder i tysk vinhistorie, deres vingård ligger for foden af Schlossberg marken på Kaiserstuhl i det sydligste Tyskland. Kaiserstuhl er en stor udslukt stubbevulkan, hvor der er særligt gunstige jordbundsforhold og i øvrigt et tørt og ualmindeligt stabilt klima. Et ideelt sted at dyrke vin, det har man vist længe, der har været dyrket vin her i mindst 1000 år, og man kan spore Pinot Noirs historie her 400-500 år tilbage. Derfor har Kaiserstuhl historisk været et af Tyskland vigtigste og mest anerkendte områder for rødvinsproduktion, og sådan er det stadigvæk. Her er klima og jordbundsforhold, som gør at man kan udfordre Bourgogne på kvaliteten af Pinot Noir eller Spätburgunder som den hedder her i sydligste Tyskland.

Hvordan:
Der er heller ingen tvivl om Josef Michels forbillede er vinene fra Bourgogne. Josef ønsker at lave elegante, klassiske og terroirtro vine. Han laver 6-7 forskellige Spätburgundere hvert år, de letteste fra de yngste vinstokke lagrer udelukkende på store brugte fade. Mens de mere intense vine fra de bedste marker og ældste stokke lagrer længere tid på en blanding af større og mindre fade, men kun med en lille andel af nye fade – vinene skal ikke smage af eg. På hvidvinssiden er det kun Josefs meget Burgundiske Chardonnay som lagrer på små egefade, de andre vine på de klassiske Alsace druer Weissburgunder ( Pinot Blanc) og Grauburgunder ( Pinot Gris) lagres på ståltanke for at bevare friskheden.

Hvorfor – du skal drikke Michel fordi:
Josef Michel vine har gennem 6 år været nogle af de allerbedste køb i vores store sortiment, ydmygheden skinner også i gennem i prissætningen. Michels vine er markant billigere end andre topproducenter’s og medlemmer af VDP’s vine. Hans hvidvine er enestående gode, saftige og elegante og naboerne på den side af grænsen i Alsace kan lære en hel del om, hvordan man laver lækker Pinot Blanc og Pinot Gris. Josef’s Spätburgunder er autentiske Kaiserstuhl Pinot Noirs, som har et lidt mørkere og blødere frugtudtryk end vi ser det i Bourgogne. Vinene er hurtigere drikkemodne end de fleste Bourgogne, så får du ikke god Bourgogne til den pris!

Find vinene fra Josef Michel her